Råderet

Forny køkken eller bad via kollektiv råderet

– betal via huslejen

Den kollektive råderet er en mulighed for dig som beboer til at få udskiftet f.eks. køkken eller badeværelse i din bolig. Når du benytter den kollektive råderet, er det på et afdelingsmøde besluttet, hvilke typer af køkkener eller badeværelser, som du kan vælge mellem, og afdelingen oplyser dig om, hvilke håndværkere du må benytte.

I marts 2020 kom der nye regler for den kollektive råderet i Boligforeningen AAB. Fremover betaler afdelingen en såkaldt vedligeholdelsesdel på 25 % af regningen på det nye køkken eller badeværelse, dog maksimalt 25.000 kr. Resten af beløbet betaler du via et forbedringstillæg, der opkræves sammen med huslejen. Hårde hvidevarer kan ikke være en del af råderetten.

Du kan kontakte din afdelingsbestyrelse for at høre, om der er mulighed for kollektiv råderet i din afdeling. Hvis din afdeling ikke tilbyder kollektiv råderet, kan du som beboer stille forslag om det på et kommende afdelingsmøde. Hvis afdelingsmødet godkender forslaget om kollektiv råderet, skal det efterfølgende godkendes hos kommunen. Først derefter kan du som beboer gå i gang med at søge om kollektiv råderet.

Alternativet til kollektiv råderet: Individuel råderet
Hvis din afdeling ikke har kollektiv råderet, eller hvis du ønsker et individuelt tilpasset køkken eller badeværelse, kan du i stedet benytte dig af den individuelle råderet, hvor du selv finansierer arbejdet. Hvis du flytter fra boligen, inden forbedringen er afskrevet, er det muligt at få en del af dine udgifter refunderet ved fraflytning. Forbedringer afskrives over ti år. Husk, at AAB altid skal godkende din råderet, inden du går i gang med arbejdet.

Du kan læse mere om råderet på aab.dk eller kontakte os på raaderet@aab.dk eller telefon 33760450.