Spidskandidater roste Københavns almene boliger på vælgermøde

Københavns politikere uddelte skulderklap til den almene boligsektor på valgmøde og åbnede op for at sløjfe den upopulære tillægskøbesum.

Af Signe Schlichtkrull

10.000 nye almene boliger eller måske 50 procent af alt nybyggeri?

Onsdag aften gav Københavns toppolitikere deres bedste bud på, hvilken rolle almene boliger skal spille efter kommunalvalget den 21. november. Buddene var forskellige, men politikerne var fælles om at se de almene boligorganisationer som en del løsningen på Københavns udfordringer med boligmangel, hjemløshed og bandekonflikt.

BL 1. kreds havde inviteret til valgmøde i KABs lokaler i Studiestræde i København, og salen var tætpakket med afdelings- og bestyrelsesmedlemmer fra boligorganisationerne.

Mange flere boliger

Før politikerne fik ordet, slog formanden for BL 1. kreds Camilla Hegnsborg fast, at det er nødvendigt at bygge mange flere almene boliger i København for at sikre en bæredygtig og blandet by. Det bakkede den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen op om:

”Hver fjerde nybyggede bolig de kommende år skal være en almen bolig, og det forudsætter, at vi bygger 10.000 almene boliger frem mod 2027,” sagde han.

Spidskandidat for SF Sisse Marie Welling ville også bygge 10.000 nye boliger:

”Det er vigtigt for mig og SF, at København er en by, hvor der er plads til alle, og det bliver der kun, hvis vi har almene boliger nok,” sagde hun.

Carl Christian Ebbesen, kultur og- Fritidsborgmester og medlem af Dansk Folkeparti mente også, der skulle bygges nye almene boliger for at få kortere ventelister.
Alternativets kandidat Bjarke Charlie Serritslev ønskede at op til 50 procent af nybyggeriet skulle være alment, og Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen vurderede, at mange problemer i boligområderne skyldes, at København har for få almene boligområder.

Venstres Jens-Kristian Lütken understregede, at han ikke principielt havde noget imod almene boliger:

”Jeg tilhører ikke dem, der tror almene boliger kan løse alle boligproblemer i København,” sagde han.

Jakob Næsager, Det konservative Folkeparti, påpegede, at der var nedlagt for mange små boliger de seneste år.

”Vi skal værne om de små boliger, og jeg synes, vi skal stoppe med at tillade, at de små boliger lægges sammen.”

Måske farvel til træls udgift

Efter politikernes introduktion røg tilhørernes hænder i vejret for at stille spørgsmål. Kjeld Poulsen, næstformand i de Samvirkende Boligselskaber, ville gerne have Københavns Kommune til at droppe at opkræve den såkaldte tillægskøbesum, der betyder, at boligorganisationerne skal betale for at bygge flere kvadratmeter på en allerede bebygget matrikel, for eksempel nye tagboliger på en ældre ejendom.

Overborgmester Frank Jensen var positiv overfor forslaget. Han skitserede et løsningsforslag, hvor kommunen for eksempel får lov til at øge anvisningsretten:

”Der hvor den almene sektor konkret vil være med til at løse en boligsocial udfordring, så skal kommunen i de tilfælde frafalde tillægskøbesummen.”

Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti og SF var åbne for at arbejde videre med forslaget.

Stor spørgelyst

Tilhørerne spurgte også til færre regler på det almene område, privat udlejning for eksempel gennem Airbnb og hjemløshed.
Steffen Morild, formand for Boligforeningen 3B, tog bandeproblematikken op, og flere politikere udtrykte respekt for den måde boligorganisationerne opererer i bandekonflikten.

Karen Melchior fra Radikale Venstre fremhævede det boligsociale arbejde, for eksempel med at finde fritidsjobs til unge.

”Det er noget af det, der virkelig giver noget i forhold til at lave visitationszoner og overvågning,” sagde hun.

Venstres Jens-Kristian Lütken sagde:

”Mange i boligområderne har en stor viden som vi i højere grad skal trække på i forhold til de integrationsproblemer, vi har i København.”

Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkeparti, sluttede sit indlæg med ros til salen.

”Jeg vil kvittere for at jer, der er her i dag, gør en kæmpe indsats for at få den almene boligsektor til at fungere, for det er ikke altid let,” sagde han.

Formanden for BL 1. kreds Camilla Hegnsborg lukkede valgmødet med at takke politikerne.

”Tak for jeres brede anerkendelse af det arbejde, vi laver hver dag,” sagde hun.

Fakta

Vælgermøde om almene boliger i København

Politikere:

  • Sisse Marie Welling (F)
  • Jens-Kristian Lütken (V)
  • Jakob Næsager (C)
  • Frank Jensen, Overborgmester (A)
  • Ninna Hedeager Olsen (Ø)
  • Carl Christian Ebbesen, Kultur- og Fritidsborgmester (O)
  • Bjarke Charlie Serritslev (Å)
  • Karen Melchior (B)
  • Danny K. Malkowski (L).