Boligforeningen AAB tager

afstand fra 40 procents-regel

Da ghettoplanen blev vedtaget med et bredt politisk flertal i maj, var AAB stærkt kritiske overfor den vedtagne 40 procents-regel, der betyder, at andelen af almene familieboliger i ghettoområder skal reduceres til 40 procent, alene fordi området har været på regeringens ghettoliste fire år i træk. 

For at nå det mål skal berørte boligorganisationer nemlig enten sælge boliger, rive dem ned eller lave dem om til ældre- og ungdomsboliger og tvangsforflytte helt almindelige familier, hvis eneste forseelse er, at de har bosat sig i et ghettoområde.

AAB finder det dybt urimeligt, at en enkelt kriminel eller et par enkelte uden skoleuddannelse kan betyde, at en ellers velfungerende bebyggelse delvist skal eksproprieres, og velfungerende familiers liv ødelægges. Og hvad skal der ske med de beboere, hvis bolig bliver eksproprieret? Det mangler der fortsat klare svar på.

Aftalen skaber altså usikkerhed hos en stor gruppe af mennesker, som bor i disse områder, og det er ikke rimeligt at sætte helt almindelige mennesker i en sådan situation.

Det er også grotesk, at beboerne først skal betale for renovering og infrastruktur i boligområderne, hvorefter 60 procent skal sælges eller nedrives.

Det er derudover et enormt spild af Landsbyggefondens midler, hvis man anvender dem til at fjerne billige boliger i områder som for eksempel København, hvor der i den grad mangler boliger, der er til at betale.

Alle med bare lidt kendskab til udenlandske erfaringer ved, at den danske almene model med Landsbyggefonden virker. Der bliver set med misundelse på vores non-profitmodel fra andre lande, og vi må advare mod en rigid tolkning af 40 procents-reglen. Den er uigennemtænkt og vil få uheldige konsekvenser, men vil også vanskeligt kunne lade sig gøre i praksis, når den møder virkeligheden.

AAB arbejder sammen med de almene brancheorganisationers organisation BL – Danmarks almene boliger for at reducere de dybt uhensigtsmæssige konsekvenser ved forslaget.

Den 1. december 2018 præsenterer ministeriet en nyopgjort liste med de boligafdelinger, der falder ind under den nye definition. AAB forventer, at en enkelt eller to afdelinger i København er på listen. Hele AAB vil arbejde tæt sammen med afdelingernes bestyrelser for at sikre god information til beboerne og ikke mindst for at sikre, at dette ghetto-stempel får så få negative konsekvenser som muligt for beboerne og AAB.

Læs mere om brancheorganisationen BL’s holdninger og arbejde på området her.