|
Som hovedregel kan alle få en almen bolig. Dog gælder det, at du skal være fyldt 15 år, før du kan blive meldt ind i boligforeningen. Du kan også tidligst søge bolig, tre måneder før du fylder 18 år.
Når en bolig bliver ledig i en af vores boligafdelinger, tildeles boligen til det medlem, der har stået længst på venteliste. Lovgivningen bestemmer, at de, der bor i en afdeling i forvejen, har fortrinsret til ledige boliger og dernæst til andre ledige boliger i foreningen (anden afdeling).
Beboere, som fraflytter en bolig pga. separation, skilsmisse eller brudt parforhold, kan opnå fortrinsret til en anden af foreningens boliger i samme kommune i op til ét år. Det forudsætter, at den boligsøgendes barn under 18 år fortsat bor hos den anden af forældrene i en af AAB's afdelinger i kommunen. Ansøgere skal ved opnoteringen i Boligbasen selv oplyse, at der er tale om skilsmisse.
Hvis ingen bolighavende er interesseret i den ledige bolig, bliver den tilbudt til ansøgere på den almindelige (eksterne) venteliste.
For den eksterne venteliste gælder desuden, at AAB med nogle kommuner har indgået aftale om at give fortrinsret til ansøgere, der opfylder bestemte betingelser. Det kaldes fleksibel udlejning. Læs mere her.
Hvis du opfylder en eller flere af betingelserne, er det altid en fordel at opnotere sig til fleksibel udlejning, fordi AAB lejer flest boliger ud efter disse aftaler.
Hvor stor en bolig kan søges? Når der er tale om udlejning af almene boliger, er der som udgangspunkt ikke længere særlige regler for sammenhæng mellem boligens størrelse og antal beboere i husstanden. Der er heller ikke længere automatisk fortrinsret for børnefamilier til nogle typer af boliger.
|